Jørgen Grønnegaard Christensen
Der er nok ingen, der som Jørgen Grønnegaard Christensen er blevet kendt for kritisk at have beskæftiget sig med forholdet mellem politikere og det centrale embedsværk. Djøfbladet bringer i sit seneste nummer en kærkommen præcisering, hvor han blandt andet bakker op om Barbara Berthelsen. Meget simpelt sagt er et af budskaberne , at hun netop – også i minksagen – konsekvent har handlet efter den almindeliige lydighedspligt.
Grønnegaard Christensen er blevet kendt for, bl.a. gennem antologien “Når embedsmænd lovgiver” at have kritiseret embedsværket for at sætte dagsorden og tage initiativ, for så vidt opgaver, der nok snarere burde ligge i folketinget og regeringen.
Sammenholder man det helt ideelle ønske om gennemsigtighed, for eksempel i den sociale lovgivning, med de mange reolmeter tekst med indforstået sprogbrug, der kendetegner området, så er der selvfølgelig grund til skepsis.
Men i interviewet med Eva Bøgelund (Djøf september 2024, 29-34 ) fremstiller JGC spillet som en gang sorteper, hvor mulige fejl skal smøres af på embedsværket i stedet for på dem selv. Han citeres for at påstå, at politikerne “svinger den juridiske økse”.
I den sammenhæng vil jeg i parentes indskyde, at den journalistiske idé om, at enhver fortrolig samtale mellem en politiker og en embedsmand til enhver tid skal refereres, journaliseres og gøres til genstand for aktindsigt, må forekomme absurd. Der bør være noget konkluderende, noget retningsgivende. Jagten efter sms’er bør efter min opfattelse også ses i det lys. Situationsforståelse kommer jo ikke af sig selv, men i dialog.
Et spørgsmål, der imidlertid ligger mig på sinde er: Hvad lovgives der om, og hvem tager initiativet? Den beslutningsproces-analytiske tilgang siger, at den, der ligesom udspekulerer meningen og retningen, sætter dagsorden. Vedkommende behøver ikke selv tage del i den efterfølgende proces.
Den store forsimplede blamegame handler på sin vis om, hvorvidt embedsværket sætter dagsorden for politikerne eller omvendt. Det er jo ret subtilt, for embedsværket har forbindelse til den virkelighed, det administrerer. Det har politikerne sjældent. På den anden side bliver den praksis, embedsværket tager afsæt i, mere præget af papirsidens dagsordener end af andre aspekter, for eksempel indivernes retssikkerhed overfor systemet.
Det er mit indtryk, at hvis der findes en juridisk økse, burde den rettes mod de politikere og det embdsværk, som glemmer den centrale opgave: at beskytte individet mod magtudøvernes vilkårlighed. Det er ikke DJØFernees skyld, men et stadigt mere korporatistisk præget system. De svage bliver ikke spurgt.
