Simpelt problem, ingen elller ingen løsning.
Jeg er partsprepræsentant for en flygtning, der lider af PTSD. For ayt hun skal kunne komme til behandling på det nærmeste RCT-center første gang, skal hun selv sørge for transporten.
Hun har ingen penge. I lange perioder har hun ikke råd til mad. Et overslag viser, at prisen på flex-trafik ligger på typisk 600 kroner frem og tilbage.
En af grundene til, at det her ender i besvær, er sammenstøddet af underlige regler.
1: Ydelseskontoret i kommunen svarer ikke og mener, at patienttransport er en opgave for regionen. Sagen ligger og afventer godkendelse. Hvis den kommer, skal borgeren formentlig lægge beløbetud forlods. Men hun hatr ingen penge.
2. Hospitalets RCT-afdeling må ikke bevilge kørsel, for patienten er udredt.
3. Den praktiserende læge oplyser, at man ikke må bevilge kørsel, det ligger under køærselskontoret-
Sagens behandling har kostet mig 5 timer. (Jeg er ulønnet), Hospitalet 1 time, den praktiserende læge 1 time og ydelseskontoret/jobcentret 2 timer. Beløbet er 600 kroner, og pengene skulle have været bevilget forlods. Ellers kan hun jo ikke komme i behandling. , skønsmæssigt ca. 1.500 kroner
Der er fundet en anden løsning.
Hvad kan vi så lære af det?
Reglerne er uhensigtsmæssige, ingen tænker i konduite, rammerne er forkerte. Jeg kender ikke de nærmere regler om kørsel. Men det her er virkelig ulighed i sundhed.
