“Helhedsvrudering: vurdering eller bedømmelse som forsøger at inddrage alle aspekter i en sag og tage højde for deres indbyrdes sammenhæng “ (sproget.dk)
Denne artikel er spekulativ og udtrykker forfatterens egen holdning.
Bekymringsspeedometret: Når damerne bliver bekymrede
Måske er dette blot fri fantasi. Men mit bstemte indtryk er, at der sjældent forekommer noget helhedsorienteret, eller positivt i de reelle udsagn om forældre i de sager, der ender med en indstilling frivvllig eller tvungen anbringelse
Den egentlige drivkraft i anbringelsessystemet er underretninger. En underretning har den egenskab, at den altid retter negativ opmærksomhed – med rette eller urette – på et barn eller dets forældre.
Underretningen resulterer altid i, at de pågældende indkaldes til en samtale. Og så kan processen være sat i gang.
Bestanden af børn under 18, der er underretninger omkring, udgør knap 10 % af alle børn.
Bestanden af børn, der er anbragt udenfor hjemmet, udgør ca. 1 % af alle børn. Dertil kommer nu et stigende antal tvangsadoptede børn. Antaller stiger stejlt, men er indtil videre så lavt, at vi lige ser bort fra det.
Hovedpointen set fra et videnskabeligt synspunkt er: Der er ingen systematiske undersøgelser, der viser noget om de andre 90 % eller 99 %, der ikke er underretninger om, eller som ikke er anbragt udenfor hjemmet.
Den form for helhed er væk. Men vi ved fra statistikkerne, at anbragte børn og underrettede familier “vender den tunge ende nedad”. Der er således et element af social afvigelse, fattigdom eller fremmedhed, der kendetegner de anbragte og de underretede. Jeg arbejder som bekendt med grønlæandske børn i Danmark og fatter ganske enkelt ikke, hvorfor fem gange så mange børn af grønlændere som af danskere skal være anbragt udenfor hjemmet.
hv
For mig ser det ud, som om forvaltningerne snarere skønner mellem hvad de selv føler er tigtigt og forkert, uden tilløb til nævneværdige træk af selvkritisk sans.
Bekymringsspeedometret er mit billede på den reelle procedure. Når der er underretninger nok, eller når forvaltningen har stirret sig blind på de mere belastende aspekter. Det bliver til en slags forargelsesindeks. Når de gode kvinder i forvaltningen føler sig bekymrede nok, skrider de til at sætte anbringelsesprocessen i gang.
Ulempen ved den fremgangsmåde er, at egen stigma og fordomme ikke granskes, og at konsekvenserne ved anbringelsen ikke indgår med tilstrækkelig vægt i beslutninger og afgørelser.
Når sagsebehandlernes bekymring når fx 100, beslutter de sig for at ville anbringe?
Jeg sidder med en grotesk sag, hvor to gennemtraumatiserede mennesker, der har oplevet de værste mareridt under bombardemnterne i Ukraine, er blevet skilt fra hinanden, idet sønnen i børnealderen er adskilt fra sin mor.
Den ultimative rædselsfulde forladthed.
Det udløser ordflomslavinen om omsorgssvigt, etc,Når der er brygget tilstrækkeligt med doikumenterede eller udokumetede antageler som druk og voild eller manglende intelligens sammen, så fremstilles der en en begrundelse for en afdgørelse.
Men det typiske er, at forvaltningerne alene ser på de negative aspekter i sagen, muligvis fejlbedømt allerede ud fra en bogstavelig udlægning, beroende på underretninger.
En række bestemmelser i Barnets Lov slår ellers fast, at afgørelser og procesfremmende beslutninger skal bygge på et helhedsbaseret grundlag:
Udpluk fra Barnets Lov
,
” § 2, Stk. 3. Hjælp og støtte efter denne lov skal ske tidligt og være helhedsorienteret…”
” § 22: stk 1: 22. En børnefaglig undersøgelse skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning….”
” § 27. En undersøgelse af de kommende forældres forhold skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragning…..”
Manglen på risikovurdering
bt Budskabet her kan siges på mange måder. Men simpelt sagt stirres der mere på speedometret end ud af forruden. Det er nogenlunde vel belyst, at anbragte børn med samme sociale karakteristika som ikke-ambragte klarer sig gennemsnitligt dårligere. Anbringelser og tvangsfjernelser er nødløsninger, ikke gode foranstaltningetr.
Hvad der slår mig, er den til afstumpethed geænsende betragtningsmåde, man ser., For eksempel når dybt traumatiserede børn og deres mødre kommer til Danmark som flygtninge. I stedet for at behandle PTSD gennem det gratis tilbud fra DIGNITY så ser nogle af forvaltningerne på dem som normaldanskere, der bare skal assimileres efter Tante Sofie- princippet:
“Hvis alle bare var som jeg,
aå gik det nok til sidst.
Men ingen er som jeg,
og det er faktisk tem’li trist”
Forestiller man sig de billeder af afrevne lemmer, tarme på gaden, hjermemasse, hoveder, som de skal bearbejde og fortrænge, ville det have været formålstjenligt, om sagsbehandlerne havde et kendskab til PYSD.
Når tvangsfjernelsen af et barn til en ren dansk plejefamilie finder sted, så er det eneste, de to har: hinanden! brudt og afløst af en radikal forladthed. Enhver burde kunne se det destruktiive i det ved normal indføling.
Jeg kan ikke forestille mig noget mere grusomt.
Men hvorfor opstår sådant? Hvorfor ser man ikke barnets tarv i et længere tidspektiv, Hvorfor interesserer de sig ikke for konsekvenserne af deres afgørelser? Måske har det med praksis ikke bare i kommunerne, men også i styringssustemerne (ICS og DUBU) at gøre?
1 comment for “Tvangsfjernelse: Bekymringsspeedometer eller helhedsvurdering?”